Firenzes sydlige centrum kaldes Oltrarno, der betyder ”på den anden side af Arno”, og det er præcis der, den ligger – syd for floden Arno. Området var tidligere det mindre velsete område af Firenze, hvor den lavere klasse boede. Men som det stadig ses, skal der bare én enkelt person med den rigtige baggrund til, for at gøre en bydel attraktiv, og det var præcis hvad der skete i 1550. På det tidspunkt flyttede Medici-storhertugerne deres hof til Oltrarno, og med ét blev det et mondænt kvarter, hvor de fornemme palazzi begyndte at skyde op. Det betød dog ikke, at kvarterets mange håndværkere blev fordrevet. Den dag i dag kan du se byens fine håndværk blive udført og opleve det ”ægte Firenze”.