Det er normalt ikke vinteren (december, januar og februar), der forbindes med turismens højsæson i Firenze og Toscana. Det er den koldeste årstid med gennemsnitstemperaturer mellem 1 og 10 C og risikoen for nedbør er forholdsvis stor (om end mindre end i november), og den kan en sjælden gang imellem komme i form af sne. Men … her er en lille hemmelighed, som du ikke skal fortælle til alt for mange andre – det vil ødelægge det hele: Vinter i Toscana og Firenze har i høj grad sine fordele for dig som ferie-turist.
Til trods for de forholdsvis lave temperaturer er vinteren mild, og du vil opleve masser af sol fra en smuk blå himmel på din ferie. Lyset på denne årstid har et særlig gyldent skær, hvis effekt gør især Firenze – om muligt – endnu smukkere, hvilket lokker mange fotografer til byen. Samtidig slipper du for køer og folkemængder på museerne og i kirkerne, og Firenzes gader henligger i en behagelig fredelighed, når der ikke længere er horder af turister med en guide i spidsten, der løber spidsrod mellem seværdighederne.
Og så er der naturligvis december … måneden, hvor hele Toscana dufter af ristede kastanjer og julen sætter sit præg på både by og land. Oplev de mange juletræer på Firenzes piazza’er og de mange byer, der fejrer årets mørkeste tid med lys af både elektrisk og levende art. Oplev fx Julefaklernes Festival, Fiaccole di Natale, der afholdes juleaften i byen Abbadia di San Salvatore nær Montalcino (Brunello’ens hjemegn) ca. 100 km syd for Firenze.